DIY Bordskånere

Debat: Lader vi boligmagasiner definere vores stil?

Hvornår har du sidst købt en ting, du har set i et boligmagasin, på Instagram, Facebook eller på en blog?

Jeg skal være den første til at indrømme, at det er knap to uger siden. Det i sig selv er der ikke noget galt i. Men købte jeg Kählers Hammershøi vase, fordi jeg lod mig påvirke af mode, som boligmagasiner osv. har defineret for mig, eller fordi jeg faktisk synes, den er smuk, æstetisk og passer ind i mit hjem? Jeg har ikke noget godt svar på det spørgsmål.

Jeg mener, at der er gået for meget styling i boligindretning. Vi skal tænke mere på at skabe et hjem, hvor vi trives, lader op og udvikler os i. Vi skal ikke binde os op på bestemte stilarter, men tænke mere på, hvad der gør os glade for at bo. Vi skal væk fra at indrette efter en skabelon.

Misforstå mig ikke – vist nok er det tilladt at kunne lide de samme ting som naboen. Det vigtigste er, at vi tør være os selv. At vi tør skille os ud fra mængden. At vi føler os hjemme i det, vi vælger.

Jeg er vild med den gamle, skæve lampe, jeg har stående i soveværelset. Den passer overhovedet ikke ind – og dog – det gør den, fordi jeg har valgt at sætte den der. Ligesådan er jeg ikke bange for at indrømme, at jeg elsker den karrygule puf, der står i hjørnet i stuen. Den er hverken pæn eller smart, men den er en del af MIT hjem. Pæn eller ej. Samtidig er jeg glad (med glad på) for vores IKEA lænestol – den er ikke unik, men den er alligevel helt perfekt til os.

Vores hjem skal afspejle dem VI er, og det skal være et sted, hvor VI føler os hjemme, kan lade op og slappe af. Og det er lige præcis dét der burde være kernen i al boligindretning.

Men hvorfor skeler vi egentlig så meget til, hvad der er på mode? Er det fordi vi ikke har overskud og tid til at tage stilling til, hvad vi kan lide? Er vi bange for at gå egne veje? Eller kan vi bare godt identificere os med de samme ting? Jeg har ikke noget godt svar på de spørgsmål.

Jeg er stadig selv lidt i vildrede, når det kommer til boligindretning. Måske er jeg bare ikke nået dertil i mit liv, hvor jeg ved præcis, hvad jeg kan lide. Måske er det lidt for abstrakt for mig, hvad jeg rent faktisk skal gøre, for at det bliver min egen personlige stil. Men én ting jeg ved med sikkerhed er, at mit hjem føles som et hjem – uanset om det er beskidt, rodet, kaotisk eller kikset. Og det er vel det vigtigste?

lader vi boligmagasiner definere vores stil

signature4

Billede via Gravity Home

[archive-grid cat=”bolig” posts=”4″ grid=”fourth” excerpt=”no”]Archive Grid[/archive-grid]

   

7 kommentarer

  • Laila Steenfat

    Jeg kender mange, som bevidst ikke læser boligblade mv fordi de føler sig påduttet en bestemt stil eller smag. Sådan har jeg det ikke. Jeg elsker at få ny inspiration, og jeg kan tydeligt mærke på mig selv, om noget taler til mig eller ej. Selvfølgelig bliver vi påvirkede af markedsføring – men heldigvis har vi en mavefornemmelse at styre efter også. Det er jo også derfor, vi kan have ’skæve’ ting i selv de mest strømlinede hjem. Og det er jo i virkeligheden dem, der gør hele forskellen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Chaotic Harmony

      Jeg forstår dine tanker, Laila. Og for at være ærlig, så forstår jeg også godt dem, som ikke gider at bladre i boligmagasiner.
      Rent stilistisk elsker jeg den inspiration, som blade kan give mig, men jeg synes sommetider også, at det de afbilleder er for “pænt” – det er bare min personlige holdning. Jeg kan godt gå dertil for at søge inspiration, men det kræver, at man er i stand til at tilsætte lidt nuance og sit eget personlige præg 🙂
      Desværre synes jeg mange steder (i hvert fald i de kredse jeg færdes i), at hjemmet bliver støvsuget for personlige genstande og skæve ting, fordi det skal passe ind i normen. Denne skævhed vil jeg gerne væk fra, og opfordre folk til at give mere slip og være mere kreative. Fordi det er, som du skriver, de skæve, personlige ting der gør hele forskellen i sidste ende – og det der gør dit hjem til dit og mit hjem til mit.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg tror ofte, at man falder i fælden, der hedder noget a la “men-hende-den-smarte-har-jo-også-den-dims”. Og der tror jeg, at du kan have helt ret i, at det kan være boligmagasiner og -blogs, instagram osv., der eksponerer os så meget for nogle få bestemte items, at vi en dag sniger os ned og køber de items. Spørgsmålet er så, om vi pludselig selv synes, at “Gud, den er da egentlig smart”, fordi vi gerne vil identificere os med de smarte folk, der har den pågældende dims, eller om det handler om noget helt andet og gennemgribende naturligt for os mennesker: At vi efter en masse-eksponering af en eller anden bestemt dims rent faktisk begynder at synes, at den er sgu da pæn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Chaotic Harmony

      Jeg tror, du har fuldstændig ret, Louise! Pointen lige præcis med dette indlæg er nok mere, at vi hellere skal overveje, om vi synes dimsen er pæn – eksponering eller ej. Hvis vi synes den er pæn og passer ind i vores hjem, jamen, så er der vel ikke noget i vejen for, at den skal være der – også selvom 100.000 andre danskere har den samme. Giver det mening?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Louise

      Jeg er helt enig. Min kommentar var nok også bare for at differentiere mellem det at ville have det, fordi andre dikterer, at det er pænt, og så det faktum, at man faktisk synes, at det er pænt – måske pga. eksponering.
      Men igen, jeg er helt enig – hvis man føler, at det passer ind i ens hjem, så er det fuldstændig ligegyldigt, om det er en unik skål fra Uganda, eller om det er en stribet Kähler-sag. Det handler vel dybest set om at føle sig hjemme (og så måske også lidt om at fortælle sin historie…i hvert fald for mig)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Chaotic Harmony

      Og det kan du helt klart have en pointe i! Det er nemlig følelse af hjemme, som er vigtig, og som burde være det alle gerne vil opnå – og ikke om ens hjem er værdigt til Instagram – for der er bare noget/nogle/etc. der dikterer, hvad der er smart. Det at fortælle min historie, og at man kan mærke mennesket der bor i hjemmet er også det vigtigste for mig uden tvivl.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Flot skrevet – ??

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY Bordskånere